Tanker om begivenheder, der former fremtiden

Gældsproblemer i USA, Europa og Japan, frygt for overophedning i Kina, århundredets hungersnød på Afrikas Horn og ubegribelig terrorisme i Oslo. I sommerferien har man tid til at tage et skridt tilbage, puste ud og reflektere over livet og verdens begivenheder. I denne sommerferie har der været rigeligt med stof at tænke over. Mange af de begivenheder der udspiller sig i disse måneder, vil være med til at forme den verden min generation skal leve i og udvikle.

Tiden rinder ud for Obama

I USA kæmper Barack Obama en kamp mod uret, for at hæve USA’s gældsloft. Skulle det ikke lykkedes at indgå et kompromis med Republikanerne inden 2. august, vil det scenarie, som ellers defineres som urealistisk i de fleste finansielle lærebøger, blive virkelighed: USA’s gæld vil blive nedgraderet af kreditbureauerne. En øget forventet risiko for ikke at få udbetalt penge ved statsobligationernes udløb, vil øge renten og USA’s låneudgifter. Og med en offentlig gæld der ventes at udgøre 72 % af landets BNP i 2011 (ifølge USA’s statsbudget), vil en stigning i renten med en enkelt procentpoint svare til en årlig merudgift på 0,72 % af landets BNP. Hvis man fortsætter på nuværende kurs, vil USA’s realøkonomi blive ramt hårdt, ledigheden vil stige, efterspørgslen falde og effekten vil blive global.

På trods af de mørke udsigter, forsøger økonomiprofessor og blogger Nick Rowe at finde håb i teorien. Med udgangspunkt i den traditionelle IS-LM model, argumenterer han at en stigning på i den forventede risiko for at amerikanske statsobligationer vil være værdiløse inden for et år, svarer til en stigning på i forventet amerikansk inflation – i begge tilfælde vil obligationerne blive mindre værd og realrenten falde. Og en lavere realrente vil ifølge økonomers standardmodeller, have en stimulerende effekt på økonomien på den korte bane. Interessant nok. Men at man næppe kan sammenligne de to scenarier (inflation nedskriver også værdien af penge, det gør en øget nedskrivningsrisiko ikke), og at argumentet nok mest af alt skal ses som et teoretisk tankeeksperiment, blev senere slået fast af Krugman her:

http://krugman.blogs.nytimes.com/2011/07/25/default-in-a-liquidity-trap-very-wonkish/

Rowe’s blog: http://worthwhile.typepad.com/worthwhile_canadian_initi/2011/07/do-keynesians-believe-their-own-models.html   

Kina kæmper med boligbobler og Japan står stille

Amerikanerne kan dog glæde sig over, at de ikke i samme grad som for blot fem år siden, skal bekymre sig om arbejdspladser der flytter til Asien. I Kina har inflation og en støt stigende valuta (som ifølge mange stadig er værdisat mindst 10 % for lavt!), gjort det mindre profitabelt for vestlige virksomheder at have produktion til Kina. Derudover synes risikoen for overophedning af boligmarkedet i flere af de større kinesiske byer at vokse.  I forbindelse med IMF’s årlige sundhedstjek af den kinesiske økonomi, blev risikoen for boligbobler fremhævet som en væsentlig aktuel risikofaktor for økonomien. Så længe låneomkostningerne holdes nede af den kinesiske regering og andre investeringsmuligheder mister attraktivitet, vil investorer fortsætte spekulationen i fast ejendom. IMF efterlyser administrative indgreb fra den kinesiske regering der kan bremse efterspørgslen og de stigende priser.

I Japan har jordskælvet der udløste tsunamien og atomkatastrofen den 11. marts, ramt en økonomi der i forvejen kørte i slæbegear med deflation og stigende statsgæld. Derudover vil en aldrende befolkning over de næste år mindske den relative arbejdsstyrke, og omfanget af politisk handlekraft til at imødegå udfordringerne har været svær at få øje på. Det kan i øvrigt virke uforståeligt at japanske virksomheder, i en periode hvor BRIK har drevet væksten i store dele af den vestlige verden, ikke har været bedre til at kapitalisere mulighederne i eksempelvis nabolandet Kina.

Europa: Gæld, gæld og atter gæld…

I Europa kæmper fire nødlidende nationer i syd og Irland i nord med at undgå eller udsætte statsbankerot. Sidste uges hjælpepakke til Grækenland der mest af alt minder om en restrukturering af landets gæld, sænker renten på landets udlån, løbetiden forlænges, men mest interessant er det, at private banker nu skal være med til at redde Grækenland. Europæiske banker har således modtaget et tilbud om at omveksle deres græske statsobligationer til nye statsobligationer med længere løbetid, lavere rente og hvor lånets hovedstol til gengæld er sikret af en europæisk institution med AAA rating. Der er dog tale om et frivilligt valg, og der spekuleres i om der vil opstå en form for ”free-riding” hvor banker, under antagelsen af at de fleste andre banker omveksler deres lån med lavere rente og længere løbetid til følge, vælger at bevare de oprindelige lån med højere rente, som Grækenland i kraft af hjælpepakken nu vil have lettere ved at betale tilbage. Samtidig understreger EU at hjælpen fra de private banker, ikke vil blive gentaget i forbindelse med redninger af andre gispende nationer. Det sidste må tiden vise.

For et udmærket overblik over hjælpepakken og gode vinkler: http://blogs.reuters.com/felix-salmon/2011/07/21/greece-defaults

… Og når alt andet bliver ligegyldigt: Tragedierne i Afrika og Oslo

En ting er at kunne følge hvordan man i USA, Europa og Asien kæmper hver sin kamp for at få stabiliseret deres respektive økonomier. Selvom det ikke ser opmuntrende ud, er det ret fascinerende at følge den politiske og økonomiske udvikling på afstand. Det er derimod umuligt at bevare nogen som helst form for fascination når man vender øjnene mod Østafrika, hvor mere end 11 millioner mennesker nu er i fare for at dø af sult. 11 millioner! Under ”Det Arabiske Forår”, stod hele Vesten klar til at sende ressourcer til Nordafrika for at støtte kampen for demokratiet. Medierne dækkede i døgndrift, styrker blev mobiliseret med beundringsværdig præcision og de nødvendige militære indgreb blev udført hurtigt. Nu står vi få måneder senere og nogle tusinde kilometer længere mod sydøst, i en situation hvor folk kæmper mod en varme og tørke som man har kunnet forudse i flere måneder, men hvis omfang alligevel har overrasket de fleste. Vestlige regeringer bliver beskyldt for ikke at have grebet ind i tide. Nødhjælpsorganisationer beskyldes for at tænke for kortsigtet, når de betaler lokale krigsherrer penge for at få adgang til at operere i kritiske områder. Vestlige medier beskyldes for at lade hungersnøden stå i skyggen af ligegyldige lokale sommerferienyheder. Tilbage står en Østafrikansk befolkning som dør en langsom og smertefuld død.

Og mens man går og tror at man befinder sig i det tryggeste hjørne af verden hvor demokratiske principper, medmenneskelig forståelse og solidaritet står stærkest, bliver man overrasket og kastet mentalt omkuld af en handling i Oslo, der er så grusom at den ikke burde kunne udføres at et menneske. I befolkningen vil handlingen forhåbentligt blive imødegået af mere kærlighed, demokrati og solidaritet, men på det lovgivningsmæssige plan er det muligt at man vil ty til mere overvågning og andre tiltag der indskrænker befolkningens frihed, ligesom vi har set det efter terrorangrebene i New York.   

Det er udviklingen og udfaldet af begivenheder som disse, der vil være med til at tegne det samfund som jeg skal leve mit voksenliv i.

3 responses to “Tanker om begivenheder, der former fremtiden

  1. Daniel Tufte skriver:

    og de nødvendige militære indgreb blev udført hurtigt.

    Her tænkes på indblandingen i Libyens indre anliggender. Danmark har snart brugt ½ milliard kr. – penge som kunne anvendes bedre NU i Somalia — på dette eventyr som ikke er i vor strategiske interesse, og noget som har gjort at flere nu er blevet dræbt end hvis vi havde ladet landet passe sig selv og som betragtelig har øget flygtningestrømmen til Europa.

    Vedtagelsen i Folketinget af alle partier var et klasse–eksempel fra konsensus-maniens overdrev, hvor det at alle er enige bruges som gensidig forsikring og forvisning om at politikken er klog, og nok så væsentligt: Ansvaret tyndes ud, og alle føler sig så trygge, dels over igen, igen at være enige, dels over at ingen kan komme efter den enkelte, hvis det viser sig at være en fejl, for alle er jo kollektivt ansvarlige. Argumentet om formodet Holocaust/folkemord i Benghazi savner hold i virkelighedens verden og viden om hvordan arabiske sheikher/høvdinge betér sig. Gaddafi ville nok have slået ned på lederne for oprøret, men ikke den almindelige befolkning. Han er meget snu og har nu fået NATO ind i en ruse, hvor krigen ikke kan afgøres, fordi tropper på jorden er udelukket – det vil blive et nyt Irak/Afghanistan.

    Det er lemminge-effekten, som vi også så i forbindelse med den største strategiske økonomiske fejltagelse efter Anden Verdenskrig, nemlig Folkepensionsreformen af 1956 (som skulle have været forsikringsbaseret med tvungne indbetalinger af en vis procentdel af lønnen på spærrede, individuelle konti, og med en fondsbestyrer i spidsen for den resulterende fond, som kunne fyres af den øvrige bestyrelse, hvis han ikke kunne skaffe forrentning nok og det som i mine øjne tegner til at blive den næststørste strategiske fejl i dansk økonomisk politik, nemlig fastkurspolitikken af 1982, som gjorde kronen kunstigt stærk og kostede vore eksporterhverv indtjening (fulgt af mindre inflow til statskassen i form af skatter og afgifter), gjorde renten usund lav og dermed kastede benzin på bålet 1982-86 og 2004-2008, samt gjorde recessionen 1987-93 længere end den ville have været med en flydende valuta, fordi en sådan fungerer som en shock absorber [ ~støddæmper] i krisetider.

  2. Jeg kunne også godt tænke mig at høre Camphausens vurdering. Som juridisk ekspert i bl.a kontraktlige forhold, da må han også mene at i hvertfald ånden i den aftale som formåede Gaddafi at opgive sit atomvåbenprogram i 2004 er brudt. Grunden til at lande ønsker sig dette våben er jo at det er den ultimative forsikring mod angreb. Der er en grund til at det var Irak som blev angrebet, men ikke Nordkorea for eksempel. Givetvis tænker Gaddafi nu: Så skulle F**** da også stå i at det fordømte K**** (eller hvordan han nu formulerer det) overtalte mig til at opgive at få a-våben.

  3. Altså jeg vil gerne lige præcisere [medens jeg opfordrer andre til at kommentere på andre aspekter af Tufte’s indlæg (nu var dette tilfældigvis et af mine interesseområder)]: Det er godt at der blev lavet den aftale med Libyen om at stoppe sit A-våbenprogram. I øvrigt på initiativ af briterne. Men så følger også at den anden part (vi) afholder os fra at blande os i Libyens indre anliggender.

Comments are closed.