Uddannelse og innovation: Hvem skal lære af hvem?

Opvækst i Hong Kong, Singapore og Danmark

For et par uger siden talte jeg med to af mine veninder fra Hong Kong og Singapore om barndom og uddannelse. Da jeg var ti år fyldte skolen ikke meget, i weekenderne slappede jeg af med vennerne og jeg blev i det hele taget opdraget med meget frihed og personligt ansvar. Hver gang der skulle træffes en beslutning om min fremtidige uddannelsesretning, var mine forældres eneste krav, at jeg skulle vælge den uddannelse som jeg selv brændte mest for, hvilket i sig selv kan være svært når man er teenager. Mine to asiatiske klassekammerater tegnede et andet billede af deres barndom og opvækst. De havde begge forældre som fra et tidligt stadie investerede flere ressourcer i at optimere børnenes fremtidsmuligheder. For min veninde fra Singapore startede fremtidsinvesteringen allerede fra treårs alderen, da pladsen i en prestigefuld børnehave skulle sikres. Hvis man kommer ind på en af de bedre (og dyre) børnehaver hvor toppolitikernes og embedsmændenes børn går, har man et forspring når man skal søge om optagelse på de bedre grundskoler. Igennem hele deres barndom brugte begge mine veninder i det hele taget mere tid på skolearbejde, og fritiden blev brugt på aktiviteter udvalgt af deres forældre som klaverspil eller ekstra engelskundervisning. I Danmark er skolegangen en del af barnets liv, i Asien fylder skole og uddannelse ofte hele barnets liv.

I Hong Kong er de gode til PISA

På nogle af mine tidligere blogindlæg har jeg udtryk en fascination for de konkurrenceprægede asiatiske uddannelsessystemer. I Hong Kong oplevede jeg selv hvordan studiet pludselig var et fuldtidsstudie, og ikke en reel deltidsbeskæftigelse, som det efterhånden er tilfældet på flere danske videregående uddannelser, hvor der enten er kortere semestre eller færre undervisningstimer per uge. Den højere grad af konkurrence som samtidig tilføres uddannelserne gennem flere tests og konstant evaluering, er af mange blevet betegnet som en af årsagerne til at Hong Kong og andre asiatiske lande udraderer Danmark i PISA-testene.  Jeg besøgte en mellemskole i Hong Kong, hvor elever på alle klassetrin havde mindst en test hver uge, og selvom eleverne gav udtryk for at de ofte følte sig pressede, er der ingen tvivl om at de brugte mere tid på skolen end deres danske jævnaldrende, hvilket i sidste ende må komme til udtryk i bedre PISA resultater.    

Vi skal ikke kopiere Asiens skolesystemer

Men på trods af min fascination, mener jeg at det er farligt at have en uddannelsesmodel som ikke giver børn tid til at være børn, og man fristes samtidig til at spørge hvor meget højere det faglige udbytte egentlig er for eleven, når man går fra otte til ti timers daglig skolegang. I Danmark har vi længe diskuteret, om vi skal indføre nogle af elementerne fra de asiatiske uddannelsessystemer i et forsøg på at få vores Folkeskole tilbage på et bedre spor. Men jeg er i tvivl om det virkelig er en sund samfundsmæssig investering at hæve timeantallet, og indføre ugentlige tests for elever helt ned til fjerde klasse. Diskussionen burde i stedet dreje sig om dels hvordan vi kan forbedre læreruddannelsen, men også  hvordan vi kan skabe bedre undervisning for de samme ressourcer. Man burde overveje hvordan man bedre kan integrere IT i undervisningen i fag som matematik og naturfag, så den traditionelle tavleundervisning kan erstattes af digital undervisning tilpasset til den enkelte elev.  

Når uddannelseskapløbet går for vidt

I sidste uge skrev magasinet The Economist om en undersøgelse, som viste at sydkoreanske teenagere er de ulykkeligste unge blandt samtlige OECD-lande. Ifølge The Economist føler sydkoreanske teenagere sig stressede, netop fordi samfundet er gennemsyret af et fokus på uddannelse og individuelle præstationer og konkurrence. Ud over at gå i skole, følger den gennemsnitlige sydkoreanske skoleelev også aftenundervisning i fag som engelsk eller matematik, som kan give dem en fordel når de skal avancere i uddannelsessystemet. Selvom det ved sydkoreansk lov ikke er lovligt at afholde undervisning efter klokken 22, følger 9 % af alle skolelever alligevel undervisning efter klokken 23.

Det har længe været opfattelsen at vi kan tage ved lære af asiatiske uddannelsesmodeller (og det kan vi også), men mon ikke mange asiatiske lande også kan lære noget af os? Kan det være at man i nogle af de asiatiske lande er nået punkt hvor uddannelseskapløbet er gået for vidt, og at disse samfund kunne have gavn af at lempe på kvantiteten af undervisningen, og i stedet indføre tiltag der kunne erstatte udenadslæren med mere kreativ og kritisk tænkning?

Innovation forudsætter kreativitet

Hu Jintao har erklæret det som et af Kinas hovedmål at bevæge økonomien fra at være baseret på eksport af masseproducerede varer, til i højere grad at blive drevet af innovation og videns tunge erhverv, der kan skabe mere værdi per arbejdstime. Men målsætningen om at få Kina til at skabe banebrydende innovation, kan blive svær at få til at gå i opfyldelse, så længe Kina ikke har et uddannelsessystem hvor kreativiteten kan gro i hovederne på børn og unge fra en tidlig alder. Det er i det hele taget spændende at tænke over, hvordan man får et autokratisk samfund, der ikke engang er blandt verdens 50 rigeste nationer målt på BNP pr. indbygger, til at blive verdensførende på innovation og udvikling. Regeringen i Beijing har redskaberne til at ændre de formelle regler samfundet. De kan støtte universiteter der opretter flere uddannelser i innovation og entreprenørskab og de kan subsidiere virksomheder der investerer i R&D. Men selve mindsettet og tankegangen hos Kinas skoleelever og studerende – dem som skal skabe innovationen i fremtiden – kan man ikke ændre fra den ene dag til den anden. En af mine venner besøgte for et par måneder siden en større kinesisk ”kreativ” virksomhed i Beijing. Her sad alle medarbejdere med ryggen til hinanden i grå kontorlokaler og knoklede i det stille foran hver deres computer – virksomheden sitrede ikke ligefrem af kreativitet. Enten var der noget galt i denne virksomhed, men hvem siger egentlig at man i Kina behøver sociale kontorlokaler, bordfodboldborde og åndsmæssig frihed for at tænke kreativt?

One response to “Uddannelse og innovation: Hvem skal lære af hvem?

Comments are closed.