Nu ser jeg Danmark med lidt andre øjne

Tilbage i Danmark. Efter fire måneder i Hong Kong og en uge i Riga, er jeg nu vendt hjem til København hvor jeg om en uge skal starte på mit internship. Hen over sommeren spredes mine klassekammerater fra Globe programmet over hele kloden, inden vi i august samles igen i North Carolina, for at studere et sidste semester sammen på Kenan-Flagler Business School.

Godt jeg er dansker

Når man kommer hjem efter at have boet i Hong Kong i fire måneder, kan man ikke undgå at se Danmark i et lidt andet perspektiv. Jeg nyder den friske luft, og det at kunne se en solnedgang der ikke bliver opslugt i en dyne af smog, og på et mere overordnet plan, er det for alvor gået op for mig hvor privilegeret vi er som unge i Danmark. Hvis man sammenligner min generations levevilkår og muligheder, med de vilkår og betingelser jævnaldrende kinesere lever under, er forskellen absurd. Vi har maksimal frihed og tryghed og minimal risiko for at falde igennem i samfundet, og det herlige (for os) er, at vi ikke engang behøver at arbejde hårdere for at opnå den samfundsmæssige frihed og tryghed. Jeg nyder velfærdsfrugten fra det træ som mine forældre og bedsteforældre har groet.

Når man studerer i udlandet møder man ofte personer som ikke ved meget om Danmark, og som derfor gerne vil høre om vores lille land. Jeg tror dog aldrig jeg finder en overbevisende måde at forklare, hvordan vi i Danmark kan give vores studerende 65.000 kroner i SU om året, have en arbejdsløshed på under fem procent og samtidig huse virksomheder der er konkurrencedygtige globalt. Det er en ligning der i mange udlændinges øjne ikke kan gå op. Jeg fortæller selvfølgelig velfærdshistorien om vores høje skatteprocent der finansierer de generøse ydelser, hvorefter den udenlandske studerende typisk udtrykker sin misundelse, og samtidig forholder sig tvivlende til om det nogensinde bliver muligt at skabe en lignende samfundsmodel i eksempelvis Asien. Et homogent og velfungerende velfærdssamfund forudsætter at de grundlæggende værdier og samfundets øvrige kontekst, stemmer overens med ideen om høj skat, lighed og mindre frihed under ansvar. Og dette værdisæt er ikke udbredt i mange lande, særligt ikke i Asien.

Om vi i Danmark også i fremtiden vil kunne bevare høje skatter, attraktive velfærdsydelser og samtidig skabe et attraktivt erhvervsklima, som kan tiltrække store virksomheder og dygtige medarbejdere fra ind- og udland, er der nok mange der vil stille sig kritisk overfor, inklusiv de fleste handelsstuderende man møder i Hong Kong. Mens jeg rejser fra Asien til Danmark er der stadig arbejdspladser der flyver den anden vej.

… Men det hele går lidt langsomt

Vi har det godt og trygt i Danmark, men det hele går også lidt langsommere. Mens valgsnak, spin og personhistorier lammer den realpolitiske handlekraft i Danmark, buldrer mange af de asiatiske økonomier derudaf uden årslange valgkampe. Da jeg åbnede min første avis efter at være kommet hjem, handlede de fleste artikler om de samme emner som da jeg forlod Danmark den 3. januar. Hvor er jeg træt af at læse om Erik Skov Petersen og Chris McDonald’s motionsråd. Det undrer mig egentlig at danske journalister ikke har en større faglig stolthed, og er villige til at skabe en debat i forhold til hvad de mener vi skal oplyses om i befolkningen. Det må da være dødsygt som journalist at skulle dække historien om en politikers mands økonomiske problemer. Men på den anden side er det også i avisverdenen markedskræfterne der styrer pennen, så manglen på kvalitetsjournalistik, er vel i lige så høj grad en refleksion af befolkningens manglende efterspørgsel på dybdegående indhold.

Hvis man ser bort fra personhistorierne, er det 2020-planen og det forestående valg der fylder aviserne, men der er endnu ikke blevet indført noget nævneværdigt fra politisk hold. Vi skal formentlig igennem et valg, inden en ny regering har den arbejdsro der skal til for at indføre de modige og nødvendige strukturelle reformer, der for alvor kan skubbe den danske økonomi ind på en sundere bane.

Utilfredsheden vokser i Hong Kong

Mens danske journalister sænker kvaliteten for at give efter for danskernes efterspørgsel, er det i Kina og til dels også i Hong Kong, frygten for at skrive artikler der ikke behager regeringen i Beijing, der lægger bånd på journalisternes frihed. Da jeg forlod Hong Kong fyldte mere følsomme socialpolitiske emner alligevel meget i avisernes spalter. Regeringen har netop indført den første minimumsløn i byen, og 18 danske kroner i timen er nu den nedre grænse for hvad en arbejdsgiver må betale i løn. Danmark og Hong Kong har omtrent den samme BNP pr. indbygger, så hvis man sammenligner de 18 kroner i timen med de laveste lønninger i Danmark, har man en udemærket indikator på Hong Kongs kolossale ulighed. Selvom minimumslønnen skulle hæve levestandarden for de lavestlønnede, var der den 1. maj protester på gaderne i Hong Kong, for den marginale lønstigning bliver i øjeblikket slugt af stigende fødevare- og boligpriser. Derudover har man set eksempler på at arbejdsgiverne har imødegået den nye lovgivning på kreativ vis, ved eksempelvis at ændre på definitionen af en times arbejde, så de reelt undgår at betale de fulde 18 kroner i timeløn. Hong Kong fortsætter med ca. 6 % BNP vækst (tal fra sidste kvartal) og imponerende 3.4 % arbejdsløshed – den økonomiske kage vokser, men stykkerne bliver ikke skåret helt lige.

Økonomisk vækst og politisk styreform

Med Kina som politisk dirigent, har man i Hong Kong skabt et samfund med minimal politisk frihed og maksimal økonomisk frihed. Selvom Beijing nu har vedtaget at Hong Kongs øverste leder skal vælges ved direkte valg fra år 2017, er byens nuværende politiske valgprocesser stort set blottet for demokratisk tankegang. Der sidder ca. 60 medlemmer i Hong Kongs lovgivende råd, og halvdelen af disse bliver udpeget af en elite som især består af rige erhvervsfolk. Som et resultat af rigmændenes langvarige indflydelse på den lovgivende magtenhed i Hong Kong, har man skabt en erhvervsmæssig platform der forbinder Kina med Vesten, hvor international finansliv trives under fordelagtige vilkår og hvor den usynlige hånd, kan skubbe økonomien fremad mod højere vækstrater. Hvis man i Danmark afskar befolkningens to millioner fattigste fra at stemme, ville efterlønnen og de høje overførselsindkomster nok også blive afskaffet ret hurtigt, vores BNP-vækst ville muligvis skyde i vejret, men vores velfærdssamfund ville gå tabt og jeg ville nok ikke føle mig så privilegeret som dansk studerende længere.

Send mig tilbage!

Aldrig har jeg været i en by eller i et land med så stor en dynamik og fremdrift, der gennemsyrer hver eneste krog af samfundet. Selvom man også oplever de negative sider af væksten, kan jeg ikke lade være med at blive dybt fascineret af den forandringsproces Kina og Hong Kong gennemgår, og det har været spændende at befinde sig midt i den. Jeg kommer næppe til at bosætte mig fast i Asien, men skulle jeg vælge mellem at blive udstationeret et år i Herning eller Hong Kong, er jeg ikke i tvivl om hvad jeg ville gøre. Send mig tilbage til Hong Kong.