Den kinesiske middelklasse. Hvem er de?

Allerede på mit første år som studerende på CBS, var der ikke den markedsførings- eller strategiklasse hvor den kinesiske middelklasse ikke blev fremhævet, og her i Hong Kong er det kun accelereret. Ved en hvilken som helst elevpræsentation bliver den kinesiske middelklasse igen og igen trukket op af hatten, som en del af løsningen på en vestlig virksomheds Kinastrategi. Fint nok, den kinesiske middelklasse udgør mere end 100 million mennesker (alt afhængig af hvordan man definerer middelklassen), gruppen vokser hurtigt og det er hovedsageligt dem der skal føre Kina fra eksportdreven til forbrugsdreven vækst. Men historien om middelklassens betydning for globale virksomheder burde efterhånden ikke være andet end en accepteret antagelse. Selvfølgelig får kineserne flere penge mellem hænderne når økonomien vokser – no surprise.

En kompleks størrelse

Jeg er træt af at læse overskrifter som ”Starbucks Targets the Nascent Middle Class” eller “China’s Middle Class to Reach 48% in 10 Years”, og på Udenrigsministeriets hjemmeside faldt jeg over følgende formulering:

I takt med at det kinesiske vækstlokomotiv buldrer derudad, får kineserne stadig flere penge mellem hænderne. Det åbner endnu flere muligheder for danske virksomheder og produkter. Og Kina er ikke kun forbeholdt store danske virksomheder – også de mindre kan være med”.

Vi er begejstrede for den kinesiske vækst, og der er da også mange eksempler på vestlige virksomheder med succes herude. Men der mindst lige så mange af især de små- og mellemstore firmaer, der har fejlet grusomt i deres forsøg på komme ind på markedet. At tale om at virksomheder skal rette strategien mod den kinesiske middelklasse, kan sammenlignes med at anbefale ”den europæiske middelklasse” som målgruppe. Forbrugere i samme indkomstsegment i Kina kan have ligeså forskellige adfærdsmønstre som polakker og portugisere.

Den kinesiske middel klasse er mindre statisk

Den kinesiske middelklasse er så langt fra ligusterhæk, parcelhus og webergrill som man kan komme. I Vesten forbinder man middelklassen med en relativt statisk gruppe af forbrugere, som er født og opvokset i middelklassehjem, og lever et harmonisk og stabilt liv. I Kina er langt størstedelen af middelklassens forbrugere tværtimod vokset op under primitive forhold, mange er flyttet fra land til by, og de har oplevet en markant indkomststigning i løbet af deres liv. I Hong Kong er realindkomsten femdoblet per generation siden 1960. Kinesiske middelklasseforbrugere drives derfor af nogle andre værdier, hvilket for eksempel kan ses i den store efterspørgsel efter statusgivende produkter. Det er i det hele taget paradoksalt at kineseske forbrugere på den ene side er yderst prisbeviste og sparer meget op, men samtidig er villige til at betale et premium for produkter der udstråler status.  Jeg har aldrig været på et universitet hvor man ser så mange piger gå rundt med luksustasker – ligesom i Italien drejer det sig om at ”fare una bella figura” – at gøre en flot figur overfor omverdenen.

Brands der drukner

Konkurrencen om de kinesiske forbrugere er intens. Hvis man for eksempel ser på modeindustrien, er det næsten ufatteligt hvor mange vestlige virksomheder der har investeret i Kina. Hver gang jeg træder ind i et shopping center i Hong Kong (og dem er der mange af), ser jeg en modebutik som jeg ikke har set før. Det vestlige look er moderne i Asien, og de fleste vestlige brands spiller på deres oprindelsesland og fremhæver vestlige elementer i deres reklamer. Der er alligevel en stor risiko for at man som en mellemstor tøjvirksomhed drukner i mængden af udenlandske brands, der hver især kæmper for at skabe en unik position. Hvis man ikke virkelig formår at tilføre sit brand nogle specielle elementer, som får kineserne til at knytte særlige følelser til produktet, bliver man slagtet når salget ikke kan følge med stigende lønninger og ejendomspriser . Man hører dog sjældent de negative historier om virksomheder, der er tvunget til at lukke den kinesiske biks sammen og vende hjem til Europa eller USA.

Hvor stor er middelklassen egentlig?

Det store fokus på den kinesiske middelklasse, kan få en til at glemme at Kina er et af de lande i verden med højest indkomstulighed (landets Gini koefficient er over 0.4, hvilket er højt). Ledere i statsejede virksomheder tjener 128 gange mere end den gennemsnitlige arbejderindkomst, og den ulige indkomstdistribution betyder at gruppen af overvældende rige kinesere stor. De knap 500.000 kinesere der er millionærer i US dollars, er vanvittigt glade for at bruge penge, og hvis der er noget de er ligeglade med er det prisen – jeg tror det er svært at finde en kinesisk Lars Larsen. I kasinobyen Macau ser man de nyrige kinesere med store cigarer smide 10.000 hongkong dollars ad gangen på rouletten, mens tjenere der er betalt under 30 hongkong dollars (21 kroner) i timen serverer kolde drinks. Og når man træder ud af de pompøse kasinoer ligger faldefærdige lejlighedskomplekser på den anden side af gaden, og inflation i huspriserne betyder at lejlighederne garanteret er dyrere end de ser ud. Det er nogle gange svært at få øje på den blomstrende kinesiske middelklasse.

11 responses to “Den kinesiske middelklasse. Hvem er de?

  1. Endelig et fornuftigt ord! Den kinesiske middelklasse eksisterer ikke. En million er nu engang kun 1 promille på en milliard.
    Når det er sådan, at almindelige mennesker bor flere i et værelse og en toværelses lejlighed kræver millionærgage – og disse nybyggede lejligheder står tomme – ja så er der ikke en middelklasse.

    Når Kinas bønder laver 11% af verdens fødevarer på 10% af den dyrkede jord i sammenligning med USA 12% på 30% af arealet.
    Men USA producerer de 12% med under 1 mio. der arbejder i landbruget, hvor Kina har 600 mio.

    Så det er nok begrænset, hvilke forbrugsmuligheder de 600 mio. har til industrivarer. Det betyder naturligvis en afvandring fra land til by. I byen er der så ikke noget arbejde, fordi der ikke er nogen forbrugere, der er heller ikke nogen bolig, fordi de er for dyre.

    Lad så være, at den boligboble braser på et tidspunkt. Så er der et ludfattigt byproletariat, der er arbejdsløst og uden mulighed for at skaffe mad:
    Det giver revolution – HVER gang.

    Jeg vil da håbe for dig, at du dagligen checker muligheden i lufthavnen for at komme derfra, for når det smælder, så det dels stærkt, dels bliver det så blodigt, at det får hidtidige folkedrab til ligne en dyrlægepraksis.

    To nogenlunde lige store – ludfattige grupper – med modsat rettede interesser. Det går da galt!
    Jeg taler faktisk om, at kineserne vil udrydde sig selv!

  2. Lad dog være pålægge andre din egen subjektive synspunkter, når du selv ikke har oplevet det du selv beskriver.

    Det er rigtigt, at tusindvis af bønderne strømmer ud til byerne hvert år i forsøget på at have et bedre liv med en højere indkomst. Men deres livstandard bliver jo bedre og fremtidsmuligheder bliver rigere med årligt forhøjede offentlige støtte til de indvandrere fra andre provinser. For den ovennævnte tårnhøje boligpris i de store byer har det offentlige allerede i gang med at bygge massive billige boliger for de ikke resurserige folk. f.eks. i Shanghai kan en familie blot betale ca. 500 kr. en måned for at kunne bo i en to-værelses 50 m2 lejlighed. Forbruget af vand og gas udgør ca. 200 kr. for en 3 persons familie betinget et ikke overdrevet forbrug.

    Pensionister i Shanghai får udbetalt ca. 1800 kr. hver måned. Den endelige udbetaling kommer dog an på hvor mange år du har været på arbejdsmarkedet. Prøv at forestille en familie med to voksener, tilsammen har de ca. 3500 kr. Vand- og gasforbrug udgør 200 kr. Dagligt forbrug for fødevare og mad kan komme op til 1500 kr. Resten kan gå til rejse og investering, da kineser stort set ikke har banklån, især for de ældre generationer. Hvis en dag de vil sælge lejligheden og bo i et ældrehjem, tjener de i hvert fald et lille millionsbeløb.

    Selvfølge bliver det meget dyrt og hårdt for de unge, der skal giftes og købe bolig, da usandsynlig højpris har skræmt folk væk fra boligmarkedet. Til gengæld er det relativ billigt at leje en lejlighed, idet det lejemarked for bolig i Kina stadig er under udvikling, desuden har kineser traditionelt set ikke præference med at leje en bolig. f.eks. en bolig på 1 million markedspris kan lejes med 2500 kr. måned.

    Det er slet ikke så skræmmende billede, som Thomas har beskrevet. Jeg vil dog indømme, at der er meget der skal bekæmpes for en almindelig kinesers hverdag. Men det vigtigste er kineser har en meget bedre overlevelsesevne end de andre, fordi vi har oplevet den rigtige hårde tid, hvor alle mulige ressourcer var meget begrænset og minimaliseret.

    Vi kineser vil aldrig komme til udrydde os selv. Alene det med hvor god vi er til at kopiere og imitere, forsikrer det allerede at vi kan have tidens bedste teknologi og livsstil med dog en væsentlig billig pris.

    Tværtimod er jeg dog lille smule bekymret over Danmark, som stadig fordyber sig i det lille idylliske samfund, hvor folk stadig glæder sig til hvad tvillinger skal hedde.

    Sidst men ikke mindst er uddannelsessystemet herhjemme ikke længere blandt de bedste i verden, og fjendtlighed over indvandrere og fremmed kultur bliver endnu en forhindring for Danmark i at benytte sig godt af globalisering og international samarbejde.

    Fremtiden hører til Østen. Hvis Kina i dag sælger alle USAs statsobligationer, så bliver USA lige så ludfattige som Kenya, måske værre.

  3. jeg tror sandheden er at finde et sted imellem. Men tak for en spændende kommentar Ruiting.

    Mht. Kina, så er pointen vel, at man så ofte snakker om en kinesisk middelklasse, og jo, den er på vej – specielt mht. en masse forbrugsvarer eftersom kinesere generelt set bruger ret høje proportioner af deres lønninger på netop luksusvarer. Og så alligevel – michael pettis mpettis.com skriver altid om hvordan kinesernes propensity on consumption er chokerende lav.
    http://mpettis.com/2011/03/the-dollar-versur-the-rmb-and-the-euro/
    Kinesere kan ofte godt lide at spare op – det er vigtigt at eje sit eget sted. Jeg hørte fx en lidt sjov historie om Marlboro som skulle ændre sit brand i Kina fordi det på ingen måde var sejt at være en cowboy som ikke engang ejede en gård – det er meget bedre at eje en kæmpe ranch.

    Kina ville blive fattigere end Kenya hvis de solgte alle USAs statsobligationer. Hvem skulle så købe alle Kinas produkter – det er en global verdensøkonomi – vi har brug for hinanden.

    Hvis vi ser på det Daniel skriver mht. handel, så har jeg ofte tænkt noget lignende. Er det mellemklassen guldet er gemt hos? Folk snakker ofte om alle de provinser i østen, hvor der er en mellemklasse, men hvis man virkelig vil sælge luksus, hvorfor så ikke gå efter Erdos i Inner Mongolia, hvor der kører flere Rolls Royce rundt per indbygger end så utroligt mange andre steder i verden. De absolut rigeste kinesere er ikke altid østpå – mange af de rigeste er eksempelvis dem i stålindustrien som mig bekendt primært ligger længere inde i landet.

    Der er ingen tvivl om at Gucci, LV, Prada og hvad de ellers hedder generelt (har måske allerede)kommer til at tjene meget på Kina, men hvad med alle de mindre? Er Kina også for dem? I Kina betyder brandet utroligt meget(som alle andre steder) hvis man vil ind som udenlandsk virksomhed er det er typisk enormt store investeringer der er påkrævede idet kineserne primært betaler premium for luksus for at få ‘the bling factor’. Det er der mange rapporter der også virker.

    Kina kan være lukrativt, men man skal som regel op på en hvis scale før pengene for alvor begynder at rulle ind – har jeg indtryk af. Luksusmarkedet i tier 1 cities har i forvejen rigtigt rigtigt mange store brands, så markedet er ikke nemt at komme ind på – men ja, ingen tvivl om at der er mange firmaer som tjener rigtigt rigtigt mange penge i kina

  4. @ Thomas Borgsmidt: Jeg tillader mig også at tvivle på at du nogensinde har sat fod i Kina! Jeg kan ihvertfald ikke genkende den beskrivelse du tegner – snarere tværtimod.

    At det er svært for middelklassen at komme ind på boligmarkedet er vel universelt. Det sker både i København, Sydney og London. Marianne Jelved påpegede faktisk engang at det ikke er en universel menneskeret at have råd til at bo midt i København K, og at der iøvrigt var masser af billige boliger i Næstved… – med den målestok er danskerne så åbenbart også en hårsbredde fra en blodig revolution hvor alle danskere udrydder hinanden (godt jeg bor i Kina…)

    Dine 600 millioner landboere (folk uden By-hukou) hører desuden ikke til i middelklassen. De hører til i en gruppe som hastigt bliver mindre, da der nu er tæt ved 700 millioner mennesker som har et rimeligt liv, men adgang til basale fornødenheder. Det er faktisk lidt af en successhistorie at så mange mennesker har fået det så meget bedre på kun 30 år!

    Katten er gul, blå, rød, sort, OG den fanger fandme mus!!

  5. Kære Lasse B og Ruiting Wang,

    Kenya er faktisk en succeshistorie på det afrikanske kontinent. Landet har haft en sund GDP vækst (modsat USAs gældsbaserede og Kinas ensidige fokus på fixed assets) og har formået at skabe en lang række små private virksomheder, der har vist sig stærke nok til at klare sig over en længere periode.
    Landet er socialt stabilt og har adgang til naturresourcer samt en stor ung arbejdsstyrke. Mon ikke I skulle finde et andet land at sammenligne med….

    Tilgengæld mener jeg også, at der er visse dele af DK som skal tænke sig godt om inden man strammer indvandreskruen en tand mere. Det er rigtig dårligt for forretning at være så lukket rigtig dårligt.

  6. Daniel: Middelklassen i Kina er et interessant emne, men jeg synes du tegner et meget mudret billede af forholdene ved på den ene side snakke om hele Kina og på den anden side tage afsæt i byene Hong Kong og Macau som begge er specielle zoner. Som læser blev jeg ikke meget klogere …

  7. pointen med Kenya var bare at de ikke er rige – i skrivende stund. Jeg er godt klar over at der er voldsom vækst i mange afrikanske lande i øjeblikket- specielt Ghana og Angola mener jeg det er.

  8. Ruiting: Det er den normale totalitære Peking-propaganda.

    Altså: Kina kan ikke sælge sine amerikanske statsobligationer – så ruinerer man sig selv: Det er det, der er pointen.

    Det er det, der så småt sker i øjeblikket: Afsætningen svigter, så væksten skal drives af interne investeringer (med negativt afkast i øvrigt): I 2011Q1 havde Kina underskud på handelsbalancen. Man er begyndt at bruge af formuen, hvilket betyder:
    1) Råvarepriserne stiger – olie og fødevarer.
    2) Dollaren går ned – den er nede på 5 kr.
    Kina har de sidste 20 år valutadumpet sine varer på kredit i Vesten: Det betyder alene, at ens tilgodehavender ikke er noget værd! De kan ikke bruges.

    Sjovt nok giver det inflation!
    Prøv at tænke på, hvad dollarfaldet gør for USA’s konkurrenceevne.
    Kinas formue målt i f.eks. olie er der ikke!
    Begynder Kina at sælge ud af statsobligationerne, så smadrer I Kina – ikke USA – tværtimod.

    Men det giver ikke dyrere fødevarer, som det skulle p.gr.a. reguleringer. Det betyder, at bønderne heller ikke bliver rigere. Det er bønderne, der skal blive rigere – ikke arbejderne.
    Det betyder nemlig, at for hver eneste, der forlader landbruget falder en producent af fødevarer væk – og bliver til endnu en unyttig mund i byen.
    Det er på sigt opskriften på et proletaroprør!

    Sålænge Kina ikke kan få gang i forbruget blandt bønderne og gør dem rigere på bekostning af bybefolkningen (dvs. voldsomt stigende fødevarepriser), så kører man støt og roligt mod egen undergang.
    På et tidspunkt bliver Kina nød til at importere fødevarer i massive mængder – fra USA – for at holde sultoprør i byerne i ave.

    Det var det samme, der skete i Rusland for godt 100 år siden: Det russiske landbrug blev udkonkurreret af USA. Kineserne vil uden tvivl også starte med at myrde bønderne som Stalin gjorde – det hjælper bare ikke: Det gør afhængigheden af fødevareimport større!

    Kina og Asien har en stor fremtid BAG sig.

    Hør nu her (bla. Carsten P): Kina er ikke noget særtilfælde. Så jeres nedladende bemærkning om manglende erfaring kan I spare jer.

    1) Jeg var heller aldrig ét eneste øjeblik i det Sovjetbesatte Østeuropa. Men det tør nok antydes, at jeg havde ikke så lidt bedre indsigt i og forståelse for de problemer, de tumlede med.
    Forskellen til Kina er, at Kina kombinerer kapitalismens helt ordinære kriser med kommunismen programmerede sammenbrud.
    Sagt på anden måde: Kina sikrer sig, at det går værst muligt.

    2) Jeg foretrækker at tænke mig om, fremfor at lappe tanketom propaganda i mig. Jeg er da klar over, at der er nogen, der ikke har valget!
    Der er ikke noget svært i detteher!
    Har man bare en lille smule nationaløkonomi og økonomisk historie, så kan man ikke tillægge jeres Gucci-taske betragtninger nogen vægt.

    3) Jeg er da godt klar over, at Kina vil forsøge at lade det gå ud over naboerne; men her bliver Kina også klogere: Der er nemlig ikke tale om Tibetanske munke og nonner, som I kan tortere og myrde!
    Det er de små brune mænd fra bengalen – og de kan slås. Det er vietnameresere, der har holdt amerikanerne stangen – og givet Kina en røvfuld.
    Russerne vil lade Sibirien kvæle jer. Det er Sibirien, der besætter Kina – ikke omvendt!
    Kinas hær tissede i bukserne allerede under 1. Golfkrig, da de fandt ud af at tabsforholdet var 1000:1 i USA’s favør – dengang – det er blevet væsentlig bedre nu. Saddam Husseins hær var bedre bevæbnet, bedre uddannet og bedre ledet end Kinas.
    Det Danske Flyvevåben lammetæver i øjeblikket Libyen med ½ eskadrille – som det ser ud nu, har de udryddet det, der svarer til en brigade.
    Kinas flåde – den Australske kan sænke den på en formiddag – jeg overdriver ikke.
    Singapore – Singapore! – kan afskære Kinas forsyningslinier med deres 6 ubåde af svensk fabrikat.
    Såååå, Adolf Hitler løsningen kan Kina godt glemme.

    Der er kun én vej frem for Kina – desværre: Borgerkrig.

  9. Borgerkrig er nok ikke lige for døren, men det er korrekt at tiden nok nærmere sig, hvor det politiske system i Kina skal til at vælge en ny økonomisk fremgangsmåde.

    Hvis man ser bort fra Borgsmidts lidt groteske retorik, så berører han et emne som er meget vigtigt nemlig fødevareproduktionen.

    Fødevareproduktionen har et lidt andet produktionsmønster end industriproduktionen. For det første er der i princippet kun fire produktionsfaktorer som spiller ind i fødevarerproduktionen: land, vand, arbejdskraft og kemisk tilsætning. Kina har arbejdskraft og kemisk tilsætning i overflod. Problemerne ligger i det dyrkbare jord og i vandmængden.

    Den bedste måde at udtrykke problematikken på er at udbyttet fra et jordlod ikke er eksponentiel stigende. Det grunder i, at man normalt ikke kan tilføre mere jord. Jord er i den forstand den ultimative knappe resource. Sagt på en anden måde så er produktivitetstigninger i landbrug mindre end i industriproduktionen. Den produktivitetsstigning som sker i landbrug afstedkommer hovedsageligt p.g.a affolkning og meget lille grad p.g.a udbyttestigninger.
    Den eneste joker i dette tilfælde er genslejsning, men endnu ser det ikke ud til at give et væsentligt større udbytte.

    Denne problematik er meget tydelig i Kinas tilfælde, fordi dyrkbar jord i Kina er en resource under voldsom pres. Det bedste dyrkbare jord ligger nemlig lige der, hvor industrialisering finder sted. Samtidig har man valgt en økonomisk model som er meget jordkrævende med store anlægsprojekter og en generel bred urbanisering. Desuden har man et pres på vandresourcerne i forbindelse med elproduktionen (kulværker har et voldsomt vandforbrug).

    Kina har allerede overskredet den grænse, hvor landet kan brødføde sig selv. Væksten i efterspørgselen på fødevarer vil i fremtiden skulle lukkes af udbuddet på verdensmarkedet. Hermed kommer forholdet mellem USA og Kina til at spille en vigtig rolle. For det ser ud til at USA og EU’s fødevareproduktion om cirka 7 – 8 år vil skulle brødføde omkring 6 til 7 % af den kinesiske befolkning.

    Den kinesiske mellemklasse vil dermed blive storforbrugere af amerikanske og europæiske fødevarer. Det er sandsynligvis det som den kinesiske valutareserve i fremtiden skal bruges til.

    Kina er dermed på vej til at blive tæt integreret i verdenssamfundet, idets fødevareafhængighed vil blive ligeså udtalt som resten af verdens afhængighed af kinesiske vareproduktion. Derfor er en dumping af amerikanske statsobligationer ikke en god ide, da de effektivt er pant i den amerikanske fødevareproduktion. Det undre mig at ingen har fremsat denne pointe ej hellere på de mere internationale blogs.

    Derfor er det også en mærkelig og lidt underlig tanke at den amerikanske stat skal kunne gå bankerot, fordi USD’en i sidste ende har pant i den canadiske, amerikanske, europæiske og russiske fødevareproduktion som vil blive ufattelig værdifuld om 7 – 8 år.

    Den kinesiske afhængighed af international og amerikansk fødevareproduktion kan kun afhjælpes, hvis man ikke forsætter med de massive investeringer i udvikling af fast ejendom, udbygning af infrastruktur og opførsel af nye industriproduktionsanlæg. Samtidig skal man have en mere langsommere urbanisering end hidtil. Der skal altså ikke fokuseres på maksimal vækst mere men på kvalitativ vækst. Ingen af dele vil sandsynligvis ske før det er for sent.
    Derfor er den kinesiske valutareserve vigtig til at holde den sociale stabilitet.

  10. Anders K: Meget enig!
    Det at gå fra et landbrugssamfund til et industrisamfund er nok den vanskeligste overgang overhovedet: Det kan bla. ses af, at det er lykkedes så skidt de fleste steder. F.eks. Tyskland har jo reelt nedlagt sit landbrug.

    Hvor afhængig man så er i Vesten af kinesiske industrivarer kan man så stille spørgsmål til.
    Det problematiske er den indenlandske kinesiske efterspørgsel.

    Om det direkte har været hensigten at bruge valutareserven til fødevareimport, det skal jeg ikke kunne sige; men det bliver resultatet.

    Det ser imidlertid sortere ud end som så!
    Bytteforholdet mellem fødevarer og industrivarer vil blive forskubbet til fødevarernes fordel.
    Der vil med importen ske det klassiske i ulandsøkonomier: Nemlig at importen udkonkurrerer den lokale produktion.
    Det betyder for Kina 2 ting:
    1) En fortsat afvandring fra landbruget, hvilket igen giver mindre produktion og dermed større import.
    2) En manglende overførsel af midler til bønderne – altså den bedre indtjening, der skulle finansiere et øget hjemligt forbrug af industrivarer – altså alle de dimser vi køber i Netto og Aldi.

    Det betyder således, at den kinesiske økonomis afhængighed af eksport IKKE bliver mindre.
    De eksplosive infrastruktur investeringer kan en vis tid drive økonomien – det er jo reelt et forbrug, for de kan ikke give et positivt afkast.

    Men den eksport er ikke stabil. Den beror på en undervurderet kinesisk valuta: Det er allerede på indeværende tidspunkt vanskeligt at holde den devalueringsgevinst i lyset af den jævnthen forringede dollar.

    Udover den ustabilt lave kurs, så bygger Kinas eksport på den forudsætning, at arbejderne ikke skal have noget for deres indsats – hvilket de kan acceptere (ikke gerne; men uden sociale uroligheder) sålænge, de heller ikke skal betale noget for fødevarerne.

    Kina er allerede i alvorlige problemer omkring energiimporten, hvor egne ressourcer vil udgøre en stadig mindre del af forbruget: Det er fint med vindmøller; men så meget klodser det heller ikke – ikke i sammenligning med udpiningen af kulforekomsterne.
    Dvs. importeret energi skal ikke alene drive væksten; men også erstatte egne forekomster.

    Hertil kommer så nu (for energiproblemet har været manifest længe), at Kina ydermere bliver afhængig af fødevareimport. Bare 6-7% af Kinas fødevareforbrug er så enorme mængder, at det – i sig selv – vil drive fødevarepriserne gevaldigt op.

    Jeg har længe ment, at kineserne tager penge med på arbejde, fordi eksportpriserne næppe kan finansiere forbruget af de dertil medgåede råvarer. Nu kan man så heller ikke bespise arbejdskraften!

    Kinas valutareserve er så stor, at man kan købe sig nogen tid. Imidlertid kan den valutareserve afvikles i løbet af kortere tid end det tog at opbygge den.

    1) Fødevare- og energiimporten er/bliver så omfattende, at de i sig selv vil drive priserne op.
    2) Det vil betyde at enorme mængder USD i valutareserven kommer ud i omsætning. Det VIL trykke dollaren – og yderligere inflation.
    3) Denne inflation vil ramme Kina uforholdsmæssigt hårdt, dels fordi fødevarer ikke betyder det store i et vestligt forbrugerprisindex, dels fordi Kina’s industri/samfund ikke er det mest energiøkonomiske.
    4) Man skal heller ikke være blind for den fordel den amerikanske eksport får af en lav dollar.
    Arbejdspladserne kommer ikke tilbage til Pittsburg og Detroit – men at klappe en fuldautomatiseret bilfabrik op i Alabama, det skulle være til at overkomme. Nærheden af underleverandører er heller ikke kritisk i vore dage (Detroits gamle fordel).

    Man kan dermed ikke fastholde eksporten.
    Da man har ruineret bønderne, så køber de ingenting. Arbejderne køber heller ikke industrivarer, fordi de bliver nødt til at købe fødevarer.

    Det er en uholdbar position. Bondeopstande kan man bare slå ned med tilstrækkelig brutalitet – sultopstande i byerne er traditionelt umulige at håndtere. Man kan købe sig tid – og det vil blive gjort; men det ændrer ikke ved den progressivt værre udenrigspolitiske og hjemlige situation.

    Det man kunne have gjort – det er for sent nu – var massive tilskud til landbruget – ikke så meget for at øge produktionen (det er ret håbløst); men for at skabe købekraft på landet.
    Det havde godt nok betydet et budgetunderskud, der ville noget; men så havde man kunnet bibeholde lave lønninger i byerne.

  11. Det er helt korrekt en overflod af malls og brands i de kinesiske tier 1 byer og knivskarp konkurrence – men derfra ser billedet anderledes ud og det er fra tier 2 og ned at mulighederne ligger for forbrugsvarerne. De brands der er skarpe accepterer de dyre butikker i store malls i tier 1 byerne som en marketing cost og tjener deres penge paa billigere lokationer hvor der er markant mindre konkurrence – i tier 2 og 3 byerne. Var selv for nyligt i Zhengzhou (tier 3 by, provins hovedstad i Henan). Her fandt jeg mange malls, men for eksempel kun een udenlandsk brand cafe – en Dairy Queen is cafe – hvor der ifoelge de lokale er koe for at blive betjent doegnet rundt. Lige overfor laa der en H&M og en Zara hvor der tilsvarende var sort af mennesker. Det er i disse byer at potentialet ligger. Pengene er der og befolkningen er sultne efter nye oplevelser. Men her bliver supply chains og brands svaere at kontrollere. Det kraever store investeringer med mindre man vil risikere det hele paa en master franchise eller licens tager.

Comments are closed.