Hvad sker der på min skole?

Farvel Roos

Tidligt søndag morgen den 27. marts vandrede jeg ned mod universitetets bibliotek da jeg rendte ind i en af mine danske venner, som fortalte mig nyheden om at vores rektor på CBS, Johan Roos var blevet fyret. Jeg havde fulgt med i de danske avisers skriveri om CBS-SIMI fusionen, men den pludselige fyring kom alligevel bag på mig. I en tid hvor Penkowa og Hemmingsen har gjort deres til at kaste et dårligt lys over dansk universitetsliv, var fyringen af Roos ikke den nyhed man som dansk studerende havde brug for. Det var en lidt kedelig søndag morgen.  

Pinligt

Hvor er det kluntet at fusionere en privat fond med en offentlig institution og igangsætte fælles udbud af uddannelser, uden at have styr på om de juridiske detaljer er på plads. Selvom jeg stadig undrer mig over hvordan Plummer (som var formand for SIMI) og Roos kan have lavet en så fundamental fejl, finder jeg næppe en naturlig forklaring, og må blot konstatere hvor ugennemtænkt og uheldig akkrediteringssagen er. Jeg håber at Videnskabsministeriet kan komme de 20 SIMI-CBS studerende til undsætning så de får deres eksamensbevis – alt andet vil være meningsløst og trist.

Det startede godt

Da jeg året efter Johan Roos’ ansættelse, startede min uddannelsfærd på CBS, følte jeg at jeg var startet på en levende skole hvor forandring og nytænkning spirede. Mit indtryk af Roos blev positivt styrket, da jeg overværede en præsentation i efteråret 2009, hvor han talte inspirerende om social ansvarlighed på CBS. Og da han senere på året lancerede den stort opsatte strategi ”Business in Society”, var jeg ret vild med ideen om at skabe en ”Copenhagen Metropolitan Region” som skulle styrke Øresundsregionens position internationalt ved at udnytte vores kompetencer og traditioner. At specialisere vores erhvervsuddannelser i en retning så vi skaber et større fokus på de sektorer vi i Danmark er konkurrencedygtige i (medicin, design, transport) virker ret fornuftigt.  

Too much business in society?

Set i bakspejlet tyder meget på, at Roos er gået et skridt for langt i udførelsen af ”Business in Society” strategien. Jeg undrede mig allerede sidste år da jeg læste at ansættelsen af en verdenskendt forsker som CBS’ bedømmelsesudvalg havde erklæret egnet, blev bremset af Roos fordi den pågældende forsker ikke levede op til kriteriet om at ”knytte produktiv kontakt til business-samfundet”. Hvilken formulering tænkte jeg først. Hvordan i himlen skal man måle hvorvidt en forsker er i stand til at knytte produktiv kontakt til business-samfundet. Og hvis forskeren virkelig er af international klasse, opvejer hans akademiske ballast sandsynligvis den manglende produktive kontakt til erhvervslivet. Det virkede pludseligt som om Roos var gået i selvsving over vigtigheden af samspillet med erhvervslivet, og glemt at CBS også er en gammel akademisk institution.

Hvad sker der nu?

Som CBS studerende i Hong Kong venter jeg spændt på at se, hvad der sker med CBS i den kommende tid. På den korte bane venter der en kommunikativ udfordring for Anders Knutsen og resten af bestyrelsen. Situationen i disse dage på CBS er en oplagt case i krisekommunikation, som mange af universitetets studerende, kunne blive udsat for at analysere i løbet af deres studietid. Sjovt bliver det at se om den tilbageværende ledelse og bestyrelsen selv kan finde ud af at kommunikere sig fornuftigt gennem stormen, og undgå at skolens omdømme lider yderligere skade.

Derudover skal bestyrelsen træffe en række strategiske beslutninger, som kommer til at afgøre hvilken retning hele universitetet vil bevæge sig i på den lange bane. Skal hele ”Business in Society” strategien kastes i graven eller skal den kommende rektor føre den videre i en modificeret udgave? Og hvem bliver min nye rektor? Skal han være ligeså energisk og erhvervsorienteret som Roos, eller vælger man en traditionel kandidat der er mere akademisk forankret?

Viderefør ideer i et sundere tempo

Jeg er stadig tilhænger af mange af Roos’ ideer, og jeg tror på mange måder at CBS har haft godt af at få en leder ind der har turdet tænke høje tanker, og hæve barren for hvad vi som skandinavisk handelshøjsskole skal kunne levere i en international kontekst. Det var forfriskende. Men det lader samtidig til, at Roos har ført ideerne ud i et for højt tempo uden blik for om organisationen har kunnet følge med. At ansætte en rektor der er vellidt internt i organisationen, og som samtidig kan videreføre de fleste af Roos’ ideer og høje ambitioner i et mere kontrolleret tempo ville give mening.

One response to “Hvad sker der på min skole?

  1. Kære Tufte: CBS er en plat og pretentiøs popcornsfabrik – alene det, de kalder sig akademikere.
    Den eneste grund til, at denne overflødige institution stadig eksisterer er det afgrundsdybe rod, der hedder Københavns Universitet.

    Der er dygtige folk på CBS, men ikke i fremtrædende positioner.

    Den omstændighed, at auditorierne er opkaldt efter mere eller mindre afdøde banker skulle være et vink med en pegepind om, at der er noget alvorligt galt. Dels er sponsorernes overblik beviselig ikke fremragende og deres offentlige udtalelser lidt mindre end vederhæftige.

    Den eneste grund til, at udlandske studerende kom til CBS var, at den danske stat betalte for studierne – det var ikke det akademiske niveau.
    Forsøget på at skaffe velrenommeret støtte var lidt morsomt – jeg ved ikke hvilken af Gadaffis sønner der immatrikulerede sig.

Comments are closed.